Hvorfor jeg tror på Islam

Følgende er et uddrag af Hadrat Mirza Bashiruddin Mahmood Ahmads skrifter – den anden efterfølger til den Lovede Messias og Mahdi^as, Grundlæggeren af Islams Ahmadiyya Bevægelse:

Jeg er blevet anmodet om at forklare, hvorfor jeg tror på islam. Da jeg stillede mig selv spørgsmålet, var mit svar dette: Af samme grund som jeg tror på alt andet, dvs. fordi det er sandheden.

Et mere detaljeret svar ville være, at efter min opfattelse er den centrale læresætning i alle religioner Guds eksistens og menneskets forhold til Ham. Så den religion, der kan skabe et sandt forhold mellem Gud og mennesket, må nødvendigvis være den sande religion. Og sandheden af en tro er i sig selv en tilstrækkelig grund til at tro på den.

Islam hævder, at Skaberen af dette univers er en levende Gud, og at Han åbenbarer Sig for Sine skabninger også i denne tidsalder på samme måde, som Han gjorde det tidligere. Denne påstand kan prøves på to måder: Gud kan enten manifestere Sine tegn direkte for den, som oprigtigt søger Ham, eller den søgende må tro på Gud ved at studere den persons liv, til hvem Gud har åbenbaret Sig.

Endvidere er jeg – ved Guds nåde – blandt dem, til hvem Gud ved mange lejligheder og på overnaturlig vis har åbenbaret Sig. Jeg har ikke behov for yderligere beviser for islams sandhed, for jeg har selv erfaret denne sandhed i min egen person.

Men for de mennesker, der ikke har haft en lignende oplevelse, vil jeg dele de grunde, der – ud over min personlige erfaring – har været årsagen til, at jeg skal tro på islam.

1. Islam opfordrer til rationel overbevisning

For det første tror jeg på islam, fordi den tvinger mig til ikke blot at acceptere alle de anliggender, som sammenfattet kaldes religion, men også giver overbevisende argumenter til støtte for sin lære.

Spørgsmål som Guds eksistens, Hans egenskaber, engle, bøn og dens betydning for den enkelte, den guddommelige bestemmelse og dens sfære, tilbedelsen og dens nødvendighed, den guddommelige Lov og dens velsignelser, åbenbaring og dens betydning, opstandelse og livet efter døden, paradis og helvede – islam forklarer dem alle i detaljer og underbygger deres sandhed med stærke argumenter, der tilfredsstiller menneskets intellekt.

Således skænker islam mig ikke kun tro, men også vished på baggrund af viden, som tilfredsstiller mit intellekt og tvinger det til at erkende religionens nødvendighed.

2. Islam inviterer til personlig erfaring

For det andet tror jeg på islam, fordi den ikke hviler på deres erfaringer, som er gået bort, men indbyder alle til selv at erfare det, som den lærer og står inde for. Islam hævder, at enhver sandhed på den ene eller anden måde kan prøves i denne verden, og derved tilfredsstiller den min fornuft.

3. Islam forener videnskab og religion

For det tredje tror jeg på islam, eftersom den lærer, at der ikke kan være nogen uoverensstemmelse mellem Guds Ord og Hans værk, og således afklarer den religionens og videnskabens formodede konflikt.

Islam beder mig ikke om at ignorere naturens love og tro på de ting, som er i modstrid med dem. Tværtimod opfordrer den mig til at studere naturens love og drage nytte af dem. Den lærer mig, at eftersom åbenbaring kommer fra Gud, og at Han også er universets Skaber, kan der ikke være konflikt mellem det Han gør og det Han siger.

Islam indbyder mig derfor til at studere Hans værk for at forstå Hans åbenbaring og at studere Hans Ord for at erkende betydningen af Hans værk. Dette tilfredsstiller min intellektuelle længsel.

4. Islam vejleder til høje moralske egenskaber

For det fjerde tror jeg på islam, eftersom den ikke underkuer mine naturlige ønsker og tilbøjeligheder, men leder dem i de rette baner. Islam forvandler mig ikke til livløshed ved at ødelægge mine instinkter og ønsker heller ikke at sænke mig til et dyrisk niveau ved at lade dem være utøjlede. Men islam omformer mine naturlige ønsker ved den rette kontrol og vejledning til høje moralske egenskaber, ligesom en professionel ingeniør kan tæmme vandløb og lede dem ind i kanaler, hvorved han bringer frugtbarhed til øde områder.

Islam siger ikke til mig: Gud har givet dig et kærligt hjerte, men forbyder dig at vælge en livsledsager, eller at Han har skænket dig smagssansen og evnen til at nyde god mad, men har forbudt dig at spise sådan mad.

Tværtimod lærer islam mig at elske på en ren og passende måde, som gennem mit afkom vil sikre alle mine gode hensigters beståen for evigt. Islam tillader mig at nyde god mad, men inden for passende grænser, for at jeg ikke skal spise mig mæt, mens min nabo sulter. Således omdanner islam mine naturlige instinkter til høje moralske egenskaber og tilfredsstiller min menneskelighed.

5. Islam sikrer social retfærdighed

For det femte tror jeg på islam, fordi den ikke alene har behandlet mig, men hele verden retfærdigt – og endda med kærlighed. Islam lærer mig ikke alene at opfylde mine pligter over for mig selv, men insisterer på, at jeg behandler ethvert menneske og enhver ting retfærdigt, og den har givet mig den rette vejledning til dette formål.

Islam henleder f.eks. opmærksomheden på forældres rettigheder og de forpligtelser, som børn skylder deres forældre. Den formaner børnene om at være lydige og kærlige mod deres forældre og har givet forældre arveret i tilfælde af deres børns bortgang.

På den anden side påbyder islam forældrene at nære kærlighed og hengivenhed til deres børn og pålægger dem at sørge for deres uddannelse og opdrage dem godt, lære dem gode egenskaber og sørge for deres sundhed. Islam har givet børnene arveret i tilfælde af deres forældres bortgang.

Ligeledes foreskriver islam det bedste forhold mellem ægtefæller og påbyder, at hver part tager behørigt hensyn til den andens behov og ønsker, og at de omgås hinanden med inderlig kærlighed. Dette blev smukt udtrykt af islams Hellige Grundlægger:

”Hvorledes kan en mand glemme den skønhed, der er indlejret i den menneskelige natur, hvis han behandler sin hustru dårligt om dagen og udviser kærlighed til hende om natten?”

Han sagde også: ”De bedste blandt jer er dem, der behandler deres hustruer bedst.” Han sagde desuden: “En kvinde er skrøbelig som glas, og derfor bør mænd behandle en kvinde med ømhed og nænsomhed, som skulle de håndtere en genstand af glas.”

Islam har lagt særlig vægt på uddannelse og opdragelse af piger. Den Hellige Profet^sa har sagt: “En person, der opdrager sin datter godt og sørger for hendes gode uddannelse og oplæring, opnår paradis derved.” Islam har gjort døtre til arvinger sammen med sønnerne.

Islam har også foreskrevet retfærdige principper til vejledning for både magthaverne og den almindelige befolkning. Til magthaverne siges det, at den myndighed, der er betroet jer, er ikke jeres personlige ejendom, men et ansvar, og at I bør forvalte dette ansvar til fuldkommenhed som retskafne og ærlige mennesker og udøve regeringsførelse i samråd med folket.

Til befolkningen siges det, at magten til at vælge jeres ledere er skænket jer som en gave fra Gud, og derfor bør I være agtpågivende med kun at betro regeringsansvaret til dem, der fuldt ud fortjener det. Når denne myndighed er overdraget dem, bør I yde dem jeres fulde støtte og ikke gøre oprør mod dem, for hvis I gør det, søger I blot at tilintetgøre det, som jeres egne hænder har opbygget.

Islam har også reguleret rettigheder og pligter for arbejdsgivere og ansatte. Til arbejdsgiveren siges det: Du skal give arbejderen hans fulde løn, før sveden tørrer på hans krop, og du må ikke se ned på dem, der arbejder for dig, for de er dine brødre, hvis omsorg er betroet dig af Gud, og de er de sande støtter for din velstand. Du bør derfor ikke være så tåbelig at forsøge at ødelægge det, der udgør din egen støtte og grundlaget for din magt.

Til arbejderen siges det: Når du er ansat til at udføre et stykke arbejde for nogen, bør du opfylde din forpligtelse ærligt og med den nødvendige omhu og flid.

Islam siger til dem, der er blevet velsignet med god fysisk sundhed og styrke, at de ikke bør undertrykke de svage eller behandle dem med foragt, der lider under en legemlig brist. Disse bør snarere vække medfølelse end foragt.

Islam siger til de velhavende: I er blevet pålagt det ansvar at drage omsorg for de fattige, og I skal hvert år afsætte en 1/40 af jeres formue, så den kan bruges til at afhjælpe fattigdom og nød samt til at støtte dem, der mangler midler til at komme videre.

Islam lærer dem, at de ikke bør forværre de fattiges vanskeligheder ved at låne dem penge mod renter, men i stedet bistå dem med gaver og rentefrie lån. Det understreger, at rigdom ikke er skænket mennesket, for at det skal tilbringe sit liv i luksus og overdådighed, men for at det skal bruge den til gavn for hele menneskeheden og således gøre sig fortjent til den bedste belønning både i dette liv og i det hinsidige.

På den anden side lærer islam de fattige ikke at se med misundelse og længsel på det, der er blevet skænket andre mennesker, da sådanne følelser gradvist formørker sindet og hindrer et menneske i at udvikle de gode egenskaber, som det er blevet velsignet med. Islam opfordrer derfor de fattige til at fokusere på at udvikle de talenter, som Gud har skænket dem, så de kan gøre fremskridt på gavnlige måder. Islam pålægger staten at skabe muligheder for de fattigere dele af samfundet, så deres udvikling kan fremmes, og ikke tillade, at al rigdom og magt koncentreres på få hænder.

Islam minder dem, hvis forfædre opnåede værdighed og ære som resultat af ædle bestræbelser, om, at det er deres pligt at opretholde denne værdighed og ære gennem deres egne retskafne handlinger. Islam advarer dem mod at se ned på andre, som ikke er blevet velsignet på samme måde, for Gud har skabt alle mennesker lige.

Envidere minder islam dem om, at Gud, Som har skænket dem denne ære, også kan skænke endnu større ære til andre – og at hvis de misbruger den position, de er kaldet til, og begår overtrædelse mod dem, som ikke er blevet tilsvarende begavet, så lægger de fundamentet til fremtidige overtrædelser mod sig selv fra deres hænder, som de nu begår uret imod.

De bør derfor ikke prale af deres egen storhed over for andre, men i stedet sætte en ære i at støtte andre – for sand storhed tilkommer alene den, der stræber efter at løfte sin faldne broder.

Islam lærer, at intet folk bør begå uret mod et andet folk, ej heller bør nogen stat begå uret mod en anden stat, men at nationer og stater bør samarbejde indbyrdes for at fremme menneskehedens fælles bedste.

Islam forbyder visse nationer, stater og individer at forene sig med hinanden med henblik på at begå sammensværgelse mod andre nationer, stater eller individer. På den anden side lærer islam, at nationer, stater og individer bør indgå pagt med hinanden for at afholde hinanden fra aggression og for at samarbejde om at støtte dem, der er mindre priviligerede.

Kort sagt finder jeg, at islam tilbyder fredens og trøstens vilkår for mig og for alle, der måtte ønske at følge den vej, islam foreskriver, uanset hvem de måtte være, hvad de måtte være, og hvor de måtte være.

I hvilken position jeg end måtte befinde mig, mener jeg, at islam er lige så nyttig og gavnlig for mig og mine kære, for mine naboer, for mennesker, jeg ikke kender og ikke engang har hørt om, for mænd og kvinder, for de ældre og de unge, for arbejdsgivere og ansatte, for de rige og de fattige, for store nationer og for små, for internationalister og for nationalister, og at islam etablerer et sikkert forhold mellem mig og min Skaber. Jeg tror på islam, og i sandhed, hvorledes skulle jeg kunne opgive den og acceptere noget andet i stedet!