Religionens genoplivelse

Uddrag fra en tale af Hadrat Mirza Tahir Ahmad^ra (den 4. Kalif), der omhandler det islamiske syn på religionens renæssance.

Religioner genoplives altid gennem guddommelig indgriben. En reformator sendes af Allah den Almægtige for at vende mennesker bort fra materialisme og bringe dem tilbage til deres Skaber.

En sådan reformator kræver altid stor opofrelse i Guds navn. Han opfordrer folk til at arbejde hårdt, udvise udholdenhed og være tålmodige. Han meddeler dem, at de, der ønsker at leve, skal være parate til at opgive deres liv.

Han forbereder dem på en lang og smertefuld kamp mod blind modstand og forfølgelse fra dem, de elsker og forsøger at redde. Dette udgør virkelig den eneste sande og eviggyldige filosofi bag religionens genoplivelse. Enhver filosofi, der står i modsætning hertil, er blot en illusion.

Jeg må dog nævne, at ikke alle islams retninger er enige i dette spørgsmål. Et stort antal muslimer mener, at en grundlæggende ændring har fundet sted i form af en religiøs renæssance.

Islams Ahmadiyya Bevægelse mener derimod, at denne historiske proces er konstant og uændret. For at undgå at meningsforskelle blandt muslimer skaber et forkert indtryk, finder jeg det nødvendigt at nævne de grundlæggende fælles læresætninger, der binder alle muslimer sammen, uanset hvilken retning de tilhører.

Enhver muslim, uanset retning, tror på Guds enhed og på den Hellige Profet Muhammads^sa profetdømme. Enhver muslim tror på, at islam er den sidste og afgørende religion for menneskehedens frelse.

Alle muslimer tror på, at islam vil fortsætte med at opfylde menneskets åndelige behov indtil Dommens Dag. Alle muslimer tror på, at Loven, som blev åbenbaret gennem den Hellige Profet Muhammad^sa, er uforanderlig, at Koranen er uimodtagelig for korruption, og at selv det mindste tegn deri ikke kan forandres.

Alle muslimer af enhver retning tror på, at den Hellige Profet Muhammads^sa forskrifter har gyldighed og autoritet indtil menneskeslægtens ende.

Muslimer af alle retninger tror på, at det kun er gennem samhørighed med den Hellige Profet Muhammad^sa, at sandhedens evige lys kan opfattes. Disse grundlæggende principper deles af alle muslimer uden undtagelse.

Men med så meget til fælles er der stadig en grundlæggende forskel, der adskiller Islams Ahmadiyya Bevægelse fra andre muslimer – nemlig forskellen i spørgsmålet om islams renæssance. Alle andre forskelle udspringer af dette vigtige spørgsmål.

Hvordan skal islams renæssance finde sted? Hvordan skal ny livskraft og energi indgydes i islam? Ligesom Islams Ahmadiyya Bevægelse anerkender også de øvrige muslimer, at svaret ligger i den lovede genkomst af Profeten Jesus, Marias søn, og i fremkomsten af den lovede Imam Mahdi, den guddommeligt vejledte Reformator. Dette tilsyneladende fælles punkt skaber dog, ved nærmere fortolkning, faktisk to helt modsatte synspunkter.

Islams Ahmadiyya Bevægelse anser profetien om Jesu genkomst som en metafor og tror, at profetierne om Imam Mahdi også er allegoriske. Vi tror, at den sande og ophøjede betydning af disse profetier ikke kan forstås, hvis de tages bogstaveligt.

I modsætning hertil fastholder de øvrige retninger inden for islam en bogstavelig opfyldelse af disse profetier. Dette udgør den grundlæggende forskel, som adskiller Islams Ahmadiyya Bevægelse fra andre islamiske trosretninger.